Velkommen til vores Norfolk Terrier

Norfolken er som enhver anden racehund startet som en "sammenkogt ret". Ingen kender de nøjagtige ingredienser, for indtil midten eller slutningen af sidste århundrede var der stort set ingen, der interesserede sig for racehunde. Man fremavlede brugshunde med talenter, der på den ene eller anden måde kom mennesker til gavn. De hunde, der var særligt gode til jagt under jorden på mus, rotter, kaniner, ræve mm., fik samlebetegnelsen "terriere" efter det latinske ord terra, der betyder jord.
Udseendet havde de ikke tilfælles, disse tidlige terriere, men den særlige form for jagt under jorden har stillet ganske bestemte krav til terrierens karakter. I "Bogen om terriers" skriver Esther Kofoed meget rigtigt: "At gå under jorden og tage kampen op med ræv eller grævling kræver hurtighed, rådsnarhed, selvstændighed, styrke, udholdenhed og dødsforagt."
Læg særligt mærke til ordet selvstændighed og lad være med - som så mange gør det - at forveksle selvstændighed med dumhed eller ulydighed. En terrier kan lære ufatteligt meget på ufattelig kort tid. Den er bare ikke fremavlet til at arbejde efter kommando som f.eks. en hyrdehund, men tværtimod til at stole på sig selv og handle på egen hånd i kritiske øjeblikke, hvor ejeren jo typisk står over jorden og ikke kan følge med i situationen nede i graven.
En terrier - også en norfolk terrier - ER selvstændig, for det har den været nødt til at være for at overleve. Den er umådelig intelligent og kan sagtens lære, men den skal så at sige indse fornuften i det. Prøv med godbidsstrategien: i norfolks øjne er der intet så fornuftigt som mad!
Men tilbage til de "små rødes" historie: I 1880'erne blev det moderne for de studerende ved Cambridge universitetet i England at have sig en lille rottehund, der kunne være i studenterhyblerne og overleve på ringe mad. Disse hunde var efter sigende kortbenede, røde og fremragende til netop rottejagt. Hvor meget af deres blod, der flyder i moderne norfolks, er uvist, men det er sandsynligt, at de har præget avlen.
Det samme gælder Frank "Roughrider" Jones’ hunde. Han opdrættede terriere, der var kortbenede, vejede 4-5 kilo og havde en ru, rød pels, mørke øjne, robust kropsbygning og frem for alt var modige og frygtløse. Efter hans egen beskrivelse skulle hans hunde være: "ikke meget større end en yorkshireterrier, modige nok til at give sig i kast med en ræv, ingen hvide hår i pelsen samt så udholdende, at de kan følge en hest over stok og sten en hel dag."
Disse små røde, østengelske terriere gik under forskellige navne indtil 1932, hvor de i England blev anerkendt som norwich terriere. De tidlige norwicher omfattede både de hænge- og stritørede indtil 1964, hvor de hængeørede blev en selvstændig race ved navn Norfolk Terrier.
Pasning & Pleje
Før man anskaffer sig en norfolk er det vigtigt at vide, at den er en ruhårsterrier, og sådan nogen skal trimmes. Allermindst en gang om året, og helst 3-4 gange. Det må man enten betale sig fra hos en professionel trimmer eller selv lære det. Men heldigvis skal en norfolk ikke have en eller anden salon-frisure. Der står ligefrem i racestandarden, at "overdreven trimning er uønsket".
Hvad helbred angår er norfolken en sund og robust hund, der har en god chance for at nå en høj alder. Norfolks på 14 år er ikke et særsyn, og enkelte bliver endda endnu ældre. Både i England, USA og Sverige har man nøje fulgt norfolk terrierens udvikling med hensyn til dens fysiske sundhed og er kommet til det resultat, at den som andre blandt de lavbenede racer har ringe fertilitet, dvs at tæver ofte går tomme efter en parring eller føder små kuld på 2-3 stykker. Desuden har racen en lille tendens til overbid. Men dette er småskavanker. Det glædelige resultat af undersøgelserne er , at norfolk terrieren ikke har nogen alvorlige arvelige lidelser som f.eks. hofteledsdysplasi eller anden sygdomstilbøjelighed.
Det skyldes bl.a. at norfolken til al held har fået lov at bevare et naturligt udseende. Endnu i dag fremstår den som en velskabt hund med en harmonisk, fint proportioneret kropsbygning, der ikke er avlet "ud af facon" med et stort hoved på en lille krop, en lang ryg på korte ben eller anden form for ubalance. Racestandarden beskriver den som en "lille, lavtbygget, energisk hund, kompakt og stærk, med kort ryg, god masse og knoglekraft". Med andre ord: en bryggerhest i miniformat.
Og det er den. Da min første hvalp af slagsen var 4 måneder, gik vi en tur på 17 km. Med pauser, naturligvis, men alligevel. Da vi kom hjem, tog den eet spring fra hoveddøren og hen til nærmeste stykke legetøj, for nu var det vel endelig på tide, der skete noget!
En norfolk kan man ikke gå træt. Den elsker motion og udendørs liv, og det ville være synd og skam at holde den fra det. Så hvis man ikke selv er til mere end en tur til nærmeste lygtepæl og tilbage igen, er det nok - for alle parters skyld - en anden race man skal anskaffe. For godt nok er norfolken lille, men den ved det ikke selv!
Temperament
Hermed nærmer vi os det spørgsmål, hvalpekøberne stiller sig, når de skal anskaffe en hund: hvordan er dens temperament?
Spørgsmålet er vigtigt, men vanskeligt at besvare. Ifølge racestandarden er norfolkens karakteristiske træk, at den er "en af de mindste terriers, men en ‘rigtig lille djævel’ af sin størrelse. Den har et elskeligt væsen, er ikke stridbar og har en hårdfør konstitution". Af temperament skal den være "årvågen og frygtløs".
Esther Kofod har meget rammende udtrykt det, jeg selv genfinder og holder af i mine norfolks: "En velskabt, stærk, muskuløs krop, en forbløffende intelligens og opfindsomhed, et glad og livligt temperament, en overvældende masse kærlighed - og et lillebitte stænk af cayenne. Det er opskriften på en god terrier, sådan som terriervenner ønsker den - og elsker den!".
Selv kunne jeg måske bedst beskrive norfolk terrieren som en hund, der er stor som en and, så stærk som en bjørn, så sulten som en ulv, så snu som en rotte, så uforgængelig som skvalderkål og så kælen som jeg ved ikke hvad.
Og så kunne jeg fortsætte i dage og uger med at fortælle om denne den bedste race i verden. Men jeg slutter med at give ordet til andre norfolk-ejere. Hvis du herefter fatter interesse for racen, er du velkommen til at kontakte mig for en uddybende snak.
kopieret fra en anden Norfolk opdrætters hjemmeside

L
Norfolk Terriers are originally from England.
Bred in Cambridge, Market Harborough and Norwich in the early twentieth century they were mainly used as a hunter of vermin.
The
present day Norfolk Terrier began life as a show breed in 1932 when, as the
drop-eared Norwich Terrier, it was accepted on the Kennel Club breed
register, but it is interesting to look at its possible evolution.
In south-east England in the northern Norfolk and Cambridgeshire parts of
this area, were large marshes known as "The Fens". These fens were largely
drained in the sixteenth century by Dutch engineers. As a result, the area
is covered by a network of canals, known locally as 'drains'. The land is
fertile and is now an important farming region, producing most of the
country's crops. Historically, small terrier-type dogs were popular amongst
the farming and sporting community to use on rats and other vermin. It is
possible that some of these terriers were the forerunners of the early
Norwich Terrier.
During the nineteenth century some of the students at
At that time Mr. Jodrell Hopkins, of
Mr. Lewis (Podge) Low, the son of a local veterinary surgeon, loved a good terrier, and owned a smooth-haired, white, prick-eared bitch called Ninety. He had several litters from her sired by Rags.
All the puppies were red, and some
were bought by Mr. Frank Jones, First Whip to the Norwich Staghounds. He
found them to be in great demand amongst the local sporting folks, and
so he began to breed them himself. Later, when he went to work as a
roughrider to a Mr. Stokes of Market Harborough, he became known as "Roughrider
Jones". He sold his terrier pups far and wide, some being exported to
One of Jones' sources of supply was the stud groom to Mr. Jack Cooke,
Mr. Horace Cole by name, who had bred several litters out of a small,
wirehaired terrier bitch, and sired by one of Cooke's Trumpington
Terriers. Interestingly, Mr. Cole's daughter, Mrs. Rosie Panks, started
to breed Norwich Terriers herself in 1935.
In trying to establish the type he wanted, Jones crossed his stock with
other terriers he fancied. Mr. R.J. Read (later to become the Breed
Club's first President) bought a puppy in 1909 from a litter by Rags out
of Ninety, and he also went on to experiment in breeding to get the sort
of terrier he wanted. From this he crossed to a small Irish
Terrier and then bred back to Mr. Jack Cooke's strain, eventually
producing, in 1929, "Horsted Mick". At about the same time Mr. W.E. West
began his "Farndon" line with a bitch from Roughrider Jones and, in
1912, Mrs. Fagan also began with a bitch called Brownie whose dam,
Flossie, red with a black back, was very game. Many famous names
can be traced back to Brownie.
With the advent of shows following
G.B. Kennel Club recognition, ears became all important, many breeders
preferring the prick-ears and, indeed, some members of the Breed Club
Committee did try to insist that only prick-ears should be recognized.
Interbreeding between the two types of ear carriage did continue for a
time but, eventually, breeders kept to one or other of the ear types.
Even in the thirties the breed had begun to divide, and by the end of
the 1940s there were very few
Miss Marion Sheila Scott Macfie,
breeder of the "Colonsay" Dalmatians, joined the Norwich Terrier Club in
1935. She preferred the drop-ears and founded her Colonsay Norwich on
Mrs. Mainwaring's Tiny Tim of Biffin, and the Hon. Mrs. Brooke's
Kinmount Pip. Miss Macfie bred and showed extensively and
successfully, and it is largely due to her efforts that the drop-ears
were kept going in such strength during the years of World War II.
Miss Macfie had already begun a campaign to give each type a separate register within the one breed, but it took seven years before the two types actually achieved separate recognition in 1964.
Although the Club had wanted separate
registers within the one breed, the Kennel Club had insisted on two
separate breeds being formed, with different names. The more dominant
prick-ears kept the name "Norwich Terrier", and, after some debate, it
was agreed that the drop-ears should become the "Norfolk Terrier".
10-May-06
© The Kennel Club - Unauthorised Reproduction of Text and Images Prohibited.
A Breed Standard is the guideline which describes the ideal characteristics, temperament and appearance of a breed and ensures that the breed is fit for function. Absolute soundness is essential. Breeders and judges should at all times be careful to avoid obvious conditions or exaggerations which would be detrimental in any way to the health, welfare or soundness of this breed. From time to time certain conditions or exaggerations may be considered to have the potential to affect dogs in some breeds adversely, and judges and breeders are requested to refer to the Kennel Club website for details of any such current issues. If a feature or quality is desirable it should only be present in the right measure.
Docked
Undocked
The Kennel Club Picture Library
INTERIM (Breed Standard under review until June 2009)
General Appearance
Small, low, keen dog, compact and strong, short back, good substance
and bone. Honourable scars from fair wear and tear permissible.
Characteristics
One of the smallest of terriers, a ‘demon’ for its size. Lovable
disposition, not quarrelsome, hardy constitution.
Temperament
Alert and fearless.
Head and Skull
Skull broad, only slightly rounded with good width between ears.
Muzzle wedge-shaped and strong; length of muzzle about one-third less
than measurement from occiput to bottom of well defined stop.
Eyes
Oval-shaped, dark brown or black. Expression alert, keen and
intelligent.
Ears
Medium size, V-shaped, slightly rounded at tip, dropping forward
close to cheek.
Mouth
Tight-lipped, strong jaw, teeth strong and rather large; perfect
scissor bite, i.e. upper teeth closely overlapping lower teeth and set
square to the jaws.
Neck
Strong and of medium length.
Forequarters
Clean, well laid back shoulder blade, approximating in length to
upper arm. Front legs short, powerful and straight.
Body
Compact, short back, level topline, well sprung ribs.
Hindquarters
Well muscled, good turn of stifle, hocks well let down and straight
when viewed from rear; great propulsion.
Feet
Round with thick pads.
Tail
Docking of tail previously optional.
(a) Medium docked, set level with topline and carried erect.
(b) Tail of moderate length to give a general balance to the dog, thick
at the root and tapering towards the tip, as straight as possible,
carried jauntily, but not excessively gay.
Gait/Movement
True, low and driving. Moving straight forward from shoulder. Good
rear angulation showing great powers of propulsion. Hindlegs follow
track of forelegs, moving smoothly from hips. Flexing well at stifle and
hock. Topline remaining level.
Coat
Hard, wiry, straight, lying close to body. Longer and rougher on
neck and shoulders. Hair on head and ears short and smooth, except for
slight whiskers and eyebrows. Excessive trimming undesirable.
Colour
All shades of red, wheaten, black and tan or grizzle. White marks or
patches undesirable but permissible.
Size
Ideal height at withers 25 cms (10 ins).
Faults
Any departure from the foregoing points should be considered a fault
and the seriousness with which the fault should be regarded should be in
exact proportion to its degree and its effect upon the health and
welfare of the dog.
Note
Male animals should have two apparently normal testicles fully
descended into the scrotum.
Last Updated - January 2009
FCI Standard Nr 272
01.12.1997 (GB) (ORG 24.06.1987)
NORFOLK TERRIER
Oprindelsesland: Storbritannien
Anvendelse:
Terrier.Klassifikation:
FCI Gruppe 3 (Terriers),Sektion 2 (Små terriers)
Uden brugsprøve.
Helhedsindtryk:
En af de mindste terriers. En lille, lavtbygget, energisk hund, kompakt og stærk, medkort ryg, god substans og knoglekraft. Hæderfulde skrammer fra hundens indsats
under jagten accepteres.
Temperament:
En ”rigtig lille djævel” af sin størrelse. Den har et elskeligt væsen, er ikke stridbar oghar en hårdfør konsttitution. Vågen og frygtløs.
Hoved:
Skalle : Bred, kun let hvælvet, med god bredde mellem ørerne.
Stop : Veldefineret.
Næseparti : Kileformet og stærkt. Dets længde er ca 1/3 mindre end afstanden fra nakkeknuden til
underkanten af stoppet.
Læber : Stramme og tørre.
Kæber, bid : Stærke kæber med kraftige og ret store tænder. Perfekt, regelmæssigt saksebid, dvs
at de øverste tænder tæt overlapper de underste, og at biddet ligger vinkelret på
kæberne.
Øjne:
Af oval form og dybtliggende, mørkebrune eller sorte. Udtrykket er vågent, intenst ogintelligent.
Ører:
Middelstore og V-formede, med let rundede spidser. De falder fremover tæt ind modkinderne.
Hals:
Stærk og af middel længde.Krop:
Kompakt, med kort ryg, vandret overlinie og godt hvælvede ribben.Hale:
Kupering er valgfri. (NB – Kupering er forbudt i Danmark)a) Moderat kuperet, ansat i højde med overlinien og båret oprejst.
b) Hale af moderat længde for at give helheden et harmonisk præg. Halen er tyk ved
roden og bliver gradvis tyndere mod spidsen. Den bør være så lige som muligt og
bæres kækt, dog ikke overdrevent muntert.
Lemmer:
Forpart:
Tør. Forbenene er korte, kraftfulde og lige.Skuldre : Godt tilbagelagt skulderblad, af længde omtrent som overarmen.
Bagpart:
Meget muskuløs.Knæ : Velvinklede.
Haser : Godt lavt ansatte og lige, set bagfra. Vældig evne til fremdrift.
NORFOLK TERRIER
Side 2 af 2
Poter:
Runde, med tykke trædepuder.Bevægelse:
Præcis og lav, med godt ”drive”. Forbenene føres direkte fremad fra skuldrene. Godvinkling i bagparten giver stor kraft i fraskubbet. Bagbenene følger i forbenenes spor
og bevæges flydende fra hoften. God smidighed i knæ og haseled. Overlinien forbliver
vandret.
Pels:
Hårlag : Hårdt, ruhåret og lige, ligger tæt ind til kroppen. Pelsen er længere og mere strid på
hals og skuldre. På hoved og ører er pelsen mere kort og glathåret, borset fra lette
whiskers og øjenbryn. Overdreven trimming er uønsket.
Farve : Alle nuancer af rød, hvedefarvet, sort/tan eller grizzle (rødgrå). Hvide aftegninger eller
pletter er uønskede, men tilladte.
Størrelse:
Ideel skulderhøjde 25 – 26 cm.Fejl:
Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning forbedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang.
Bemærk:
Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.Dansk Kennel Klubs bemærkning:
Forhold, der påvirker en hunds sundhed negativt, betragtes som en alvorlig fejl
Ω Ω Ω
Standarden udgivet af FCI 1 DECEMBER 1997
Oversættelsen godkendt af DKK’s Standard Komité
FEBRUAR 2000
€ € € NB! Denne udgave erstatter standard udsendt af DKK i JUNI 1990 € € €